9. Driften af ammunitionsdepotet i Segeberger Forst
Anvendelse af anlæggene fra 1939 – 1945
Af hensyn til sløring var de 225 bunkere, som officielt blev kaldt "munitionshuse" (Munitionshäuser), bygget ind i Segeberger Forst og dækket med jord. Trægrupper med tætte trækroner sørgede for, at munitionshusene var overskygget og skjult.
Da det var tvingende nødvendigt med tør opbevaring af ammunitionen, var bunkerne kun delvist bygget ned i jorden. Bunkernes ydmure havde ved jorden en tykkelse på 1,50 m, som snævrede ind til 80 cm ved loftet. Det fritliggende loft havde en bæreevne på $1200\text{ kg/m}^2$. En del af munitionshusene var udstyret med manuelle løbekraner. Indgangen var beskyttet mod splinteffekt af en panserdør og mod varmetab af en isoleringsdør.
Belysningen skete via direkte kabeltilslutning eller via transportable dieselgeneratorer. Området var tilsluttet arsenalets smalsporede jernbanenet, så toget kunne køre direkte ind i bunkerne.
1945 – 1949 Demilitarisering og opløsning af arsenalet
Efter krigen blev der som led i opløsningen af arsenalet tilintetgjort en ammunitionsbeholdning på i alt 47.390 t:
-
6.177 t krudt blev brændt i perioden 07.07.45 – 07.11.47;
-
11.688 t blev udleveret til de allierede sejrherrer;
-
4.309 t blev brugt til sprængninger (blandt andet på Helgoland);
-
23.455 t, altså næsten halvdelen af beholdningen, blev sænket i Østersøen ud for Kiel, hvor det ligger den dag i dag.
Med afslutningen af alt afviklingsarbejde ophørte Marine-Artillerie-Arsenal Fahrenkrug officielt med at eksistere d. 06.12.1947.
Fra d. 30.03. – 19.04.1948 blev 170 bunkere dog sprængt, og de resterende fulgte d. 16.05.1949 – på nær 7 styk: de 4 ved den såkaldte "Knüppeldamm" (i dag: Willy-Pelz-Straße/Alter Barker Weg), hvor den britiske militærregering stadig opbevarede 163 t ammunition, samt 3 styk ved Port 8 (Tor 8).
Anvendelse efter 1949
I 1952 overgik bunkerområdet igen til forstforvaltningens eje gennem en såkaldt mageskifteaftale (Flächenaustauschvertrag), mens "resten" af arsenalområdet samt bygninger blev finansforvaltningens ejendom og en del af Wahlstedt kommune.
De fire bunkere ved "Knüppeldamm" er tidligere blevet brugt af virksomheder i Wahlstedt samt af THW (beredskabsstyrelsen), og de er i dag udlejet til privatpersoner. De 3 andre bunkere var i en periode udlejet til et sprængningsfirma og anvendes i dag af Nabu (naturfredningsforening) som flagermuskvarter.
Det tidligere arsenalområde syd for den nuværende Willy-Pelz-Str. / vest for Kronsheider Straße blev ryddet for bunkerruiner og solgt. Siden 1960 har størstedelen været hjemsted for pumpefabrikken Grundfos, mens den anden del senere blev bebygget af Pelz-Watte med deres højlager.
Aktuelt 2025
-
De tilbageværende bunkere benyttes af private lejere og Nabu.
-
Den del af bunkerområdet, der er omdannet til erhvervsareal, benyttes af virksomhederne Grundfos og Pelz til deres industribygninger.
-
Størstedelen af det tidligere arsenalområde hører dog i dag atter under Segeberger Forst.